• Input fra fagperson ( socialrådgiver og familiekonsulent) som har arbejdet med børne- familie problematikker både internt i familier, og i relation til samarbejde med kommunernes børne familie sager og sager i familieretshuse. Det er min klare opfattelse at der er store mangler og huller i det statslige og kommunale system hvorved vi har til hensigt jf. lovgivning, at hjælpe børn i mistrivsel eller hvor der er en bekymring om mistrivsel og mangler i omsorgen fra en eller begge forældre. Som jeg har erfaret igennem 20 år som ansat ser jeg at: 

​

• Ventetider og travlhed hos fagpersoner får for stor og skadelig effekt på både børn og forældre. Der bør ikke være ventetid og unødige arbejdsbyrde til medarbejdere der skal varetage familiesager med stor faglighed. 

​

• At sager der behandles af en medarbejder eller et team er for sårbart til at sagen ofte belyses rimeligt og retfærdigt. Der skal i arbejdet være en form hvorved at fagfolk og involverede borgere, som ikke er enige eller ikke genkender sags- fremlæggelsen, de givne præmisser for sagen, bliver hørt seriøst. Altså skal det givne system/kontor og deres medarbejdere uddannes og ses at kunne forvalte uenighed og modsatrettede opfattelser end vedkommende selv har. Der skal tages højde for at medarbejdere er personer som er præget af eget liv, person præferencer mm og deraf er forudindtaget på visse punkter. Det at være Biased/ forudindtaget skal være en reel virkelighed som fagfolk løbende skal forholde sig til og udfordres i i deres daglige virke. De skal være neurale og belyse sagen så reelt som muligt. Det indbefatter at medarbejdere, team og ledelse forstår dette felt indgående og der er forståelse for at deres vigtigste egenskab som fagperson er at sætte sig selv til side og ære hele familien og de forskellige menensker der ofte er i højt kriseberedskab, angst og stress når vi møder dem. Det kræver særlige kompetencer, træning, erfaring og løbende sparring mm at opretholde en så “ren” praksis. Det kan ikke lade sig gøre hvis der er for store arbejdsmængder og unødig travlhed. Og alle led i organisationen er nød til at forstår omfanget af dette indgående, for at det kan udspille sig i praksis.

​

• Sager og Møder bør ikke håndteres af en’ medarbejder alene, og slet ikke af unge nyuddannede, som det ofte sker idag. Igen bør der være øje for det komplekse som nævnt i forrige punkt. 

​

• Ledelsen bør være fagfolk der har erfaringen selv på Området og som siden har suppleret med relevant leder uddannelse for at sikre lovgivning og relevant sagsbehandling hos alle underordnede. 

​

• Der bør være principper i arbejdsgangen der tilgode ser uenigheder. Sådan at der er relevant neutral hjælp, fx. Neutrale konfliktmæglere der faciliterer. Og tid og skikke for møder der netop rummer uenighed. Alle parter, familien og evt. alle relevante fagpersoner skal have mulighed for at byde ind med deres vinkel og viden. Desværre sker det reglemæssigt at fagpersoner som har anden opfattelse end fx. den ene sagsbehandler, opsiges på familieopgaven eller udeholdets fra møder, eller at deres rapport ikke får samme vægt som sagsbehandler eller dem som er enige med denne. Deraf vigtig af selvjustits og åbenhed for at være naturligt farvet/forudindtaget som menensker er. Medlemmer af børn og udvalg skal have erfaring og relevant træning i netop ovenstående for at kunne sidde i disse udvalg der afgører børn og familiers skæbne b.l.a. Med anbringelser og adoptionssager. 

​

• Der skal være mere humane fremgangsmåder og tid til at skabe et naturligt samarbejde med de involverede så man sikrer en bedst mulig sagsbehandling. 

•  

• Man skal have fokus på at løfte andre mennesker til deres bedste formåen før end man dømmer dem til ikke at kunne løse opgaven 

​

• Man skal som system have bedre indsigt i hvor stor en skade man forvolder både børn og voksne borgere ved vores indblanding. Man skal have bevidsthed om at man forvolder børnene, sansynligvis mere skade , end det de evt. var i, i forvejen, såfremt sagen ikke forvaltes yderst professionelt og humant. Systemet og dets medarbejdere skal have en dyb forståelse for dette. Det skal gives dem under uddannelse og løbende i jobbet. Det er et vilkår man skal arbejde med og håndtere.

​

• I stedet for at skille børn og forældre bør man iværksætte den nødvendige og evt. omfattende løbende støtte/ besøg/ ture og samvær med relevante støttende fagpersoner undervejs i behandlingen af fx. Om en forældre er egnet til st varetage egne børn. Dette fremfor at børn ikke ser deres forældre fra den ene dag til den anden og i lange perioder. Og at en forældre bliver fremmedgjort hos barnet og selv belastes yderligere som mennesker under behandlingen. Det er et kæmpe offentligt omsorgssvigt der ofte foregår som det er nu, og en fornægtelse af naturen i at børnene har de forældre de har. Der skal findes mere humane løsninger for undersøgelses tiden, og evt. ved mere indgribende foranstaltninger at barnet vokser op og oplever sine forældre. Og såfremt en forælder er så dårlig at det kun kan være til skade for barnet at være i kontakt på nogen måde, skal der laves relevante hjælpe tiltag for dette for både barn og forælder… 

​

• Jeg kan sikkert komme med mere eller uddybe men her var lidt indput. Såfremt I ønsker at jeg som fagperson skal stå med navn på, i et dokument så vil jeg gerne have lov at læse præcis hvad jeg citeres for. Men jeg står ved mine input. Der er også faggrupper på fb, hvor man evt. ville kunne få kontakt og andre input fra fagfolk som her.

​

Catjaya Ascher 

Socialrådgiver

​